A’ hvad for en ebola?

28. marts 2014 - af Katrine Ellegaard Noer Møller

Der er sket så mange spændende ting de sidste par uger og så mange gange har jeg sat mig for at skrive et blogindlæg og så er der lige kommet et eller andet i vejen.

Men for kort at opsummere har jeg det stadig rigtig godt i Masanga. Siden jeg skrev sidst har jeg besteget Vestafrikas højeste bjerg Bintumani, været til poolparty i freetown, været i kirke, hygget mig med de lokale i Masanga og de frivillige på hostel og en helt masse andre spændende ting.

I søndags da nogle af os frivillige på besøg hos nogle danskere fra en anden NGO i Magburaka ca. 30 min. kørsel fra Masanga, blev vi ringet op af en af de andre frivillige at vi skulle komme til møde hjemme på hostel, fordi en af de hollandske tropelæger på Masanga Hospital havde noget vi skulle tale om. Jeg tænkte umiddelbart ikke at det kunne være så alvorligt, men på den anden side er vi ikke ført blevet kaldt til møde på den måde, så vi tog selvfølgelig hjem.

Udbruddet i Guinea er nogle hundrede kilometer herfra

Da vi kom tilbage til Masanga kom en af de hollandske tropelæger hjem til os og fortalte at hun lørdag aften var blevet ringet op og at der var udbrudt Ebola i Guinea, der grænser op mod Sierra Leone mod nordvest. Nu ved jeg jo ingenting om hvor meget alle andre ved om ebola, men det er ikke noget jeg havde hørt om før. Som så mange andre sygdomme man kan få hernede, er det jo en forfærdelig sygdom, men det forfærdelige ved Ebola er, at der ikke er nogen kur. Udbruddet i Guinea er nogle hundrede kilometer herfra og er som sådan ikke et problem for hos i Masanga. Lidt foruroligende var der dog en patient på Masanga Hospital i weekenden fra Guinea der døde, og ham har de en betydelig mistanke om har været smittet med Ebola. Han reagerede ikke på malaria og tyfus medicin, og blødte meget, hvilket kan være et symptom på ebola eller lassafeber. Desværre er manden død, ingen ved hvor han er begravet (det er for det meste fuldstændig tilfældigt hvor de begaver folk hernede) og der er ikke blevet taget en blodprøve fra ham, som kan bruges til at teste hvorvidt han havde ebola. Så ingen ved reelt om der har været ebola på Masanga Hospital. Der har siden været en anden patient som de har haft mistænkt for at være smittet, men mistanken er meget mindre end ved den anden mand. Desværre kan de ikke teste for ebola i Sierra Leone, men blodprøven er blevet sendt til Kenema (en anden by her i landet), hvor den bliver testet for om det er lassafeber, der er en sygdom som minder meget om ebola, men som der er en kur mod. Det har før været tilfælde af lassafeber i Masanga, faktisk så sent som i december, og selvom det også er en rigtig farlig sygdom, så kan den kureres. Derudover er blodprøven sendt til Frankrig for at blive undersøgt for om det er ebola. Vi kender dog stadig ikke svar på nogle af prøverne.

Vi skal nok blive evakueret i tide, hvis det er nødvendigt.

Masanga-organisationen har besluttet at ingen af de frivillige må være på hospitalet og arbejde, så det betyder at mange af de andre, jeg bor med, helt uvant er hjemme det meste af dagen. Alene det i sig selv har været meget anderledes, fordi jeg arbejder hjemme mange dage og jeg er vandt til at her er stille i løbet af dagen. Det mest underlige er dog at vi alle sammen befinder os lidt i en venteposition. Og vi ved ikke engang helt hvad det er vi venter på. Vi bliver opdateret løbene med de nyheder der er fra WHO, læger uden grænser og vores eget hospital, men det er svært at vide hvad der er rygter, og hvad der er fakta. Selvom ebola er en forfærdelig sygdom, så tror jeg ikke nogle af os er særligt bange for at blive smittet. Vi skal nok blive evakueret i tide, hvis det er nødvendigt. Vi befinder os bare i en underlig venteposition og vi er alle sammen bange for at vi er nødt til at tage herfra. For mig er det to sider af det med at blive sendt hjem. Rent personligt ville jeg være så ked af at blive nødt til at tage herfra. Vi ville ikke kunne vide om vi kunne komme tilbage hertil i løbet af en overskuelig tidsramme og forsætte vores ophold eller om det ikke ville være muligt. Vi ved ikke hvornår man måske ville evakuere os – om det er hvis det kommer til Sierra Leone, hvis det kommer til Masanga eller noget helt andet.

Det sætter virkelig alt uretfærdigheden på en spids

Men der er også en anden side af det. Jeg ville skulle rejse fra alle de fantastiske mennesker, jeg har lært at kende i Sierra Leone, som jeg allerede holder så meget af. Og jeg ville ikke bare skulle efterlade dem fordi jeg skulle hjem herfra, som hvis jeg skulle hjem når mit ophold var slut, jeg ville efterlade dem fordi der var en forfærdelig sygdom, der potentielt set kan slå alt for mange af dem ihjel. Det føles så uretfærdigt at have en vej ud, fordi jeg er heldig nok til at være født i Danmark og hernede føles det mest af alt, som fordi jeg er hvid. Så kan alle os hvide få betalt en flyvetur hjem, så vi ikke bliver udsat for fare, mens at de bare kan lade tingene stå til og håbe på det bedste. Det er ikke fordi, jeg ikke helt sikkert ville tage hjem, hvis risikoen stiger, og retningslinjerne er at vi skal hjem, men jeg ved bare hvor mange ambivalente følelser jeg ville stå tilbage med ved at tage herfra midt i mit ophold og på den måde. Det sætter virkelig alt uretfærdigheden på en spids at opleve risikoen for en så farlig sygdom i så fattigt en land. Som en af de andre frivillige sagde i dag, så skulle hun i dag forklare sine sorte kollegaer, hvorfor hun ikke måtte gå ind på hospitalet, mens at han selvfølgelig var nødt til at gå ind og passe sit arbejde som alle andre dage. Og efterfølgende kunne hun så fortælle mig hvor meget det føles som at sige at hendes liv var mere værd end hans, og hvor meget det bare lyste ud af hele situationen at det var det der var meningen bag hendes ord. Det er tanker og emner vi tit diskutere hernede, fordi vi oplever uligheden hver evig eneste dag, men alting bliver mere ekstremt når man sætter det i forhold til liv eller død.

Jeg er ... ikke bange og er ved godt mod.

Jeg er som skrevet ikke bange og er ved godt mod. Jeg ved at der er mange professionelle mennesker både i Masanga-organisationen og i læger uden grænser, der nok skal hjælpe os hvis det bliver nødvendigt. Men det er virkelig den underligste følelse at gå og vente på der måske og måske ikke kommer en uhelbredelig og dødelig sygdom til det land jeg befinder mig. Det gør det lidt svært at planlægge hvad der skal ske i morgen og i næste uge, fordi så længe vi befinder os i denne uvished ved ingen af os om vi kan få lov til at blive i Masanga.

Mange hilsener fra
Katrine

← Nyheder

Kontakt os
Error loading Partial View script (file: ~/Views/MacroPartials/InsertUmbracoForm.cshtml)