At flyve fra reden

19. februar 2014 - af Katrine Ellegaard Noer Møller

I dag var det mit første besøg i Rosint uden Monica. Sidste uge blev jeg introduceret til landsbyen af Monica fra Masanga Outreach, som jeg har overlappet med hernede og jeg så hvordan hun arbejdede med landsbyen. I onsdags rejste hun hjem til Danmark og efterlod projektet i hænderne på Sofie, de nye frivillige medicinstuderende, og mig.

For kort at fortælle hvad det handler om, så er den ene af mine to primære opgaver hernede at lave et såkaldt Maternal and Child Community Approach. Det indebærer at de frivillige fra Masanga Outreach, der var hernede inden mig, har udvalgt en landsby, som vi arbejder med, hvilket er landsbyen Rosint. Først undervises landsbyen lidt i problemerne, der er med børne- og mødredødelighed hernede, hvorefter landsbyen selv diskuterer først, hvilke problemer de har med det, og derefter hvilke konsekvenser dette har.

...alting tager tid, men det går rigtig fint med det ind til videre.

Dette skal så munde ud i en aftale mellem landsbyen og Masanga Outreach om at lave en sundhedsplan for landsbyen, hvor de gennem en lang periode skal arbejde med forskellige målsætninger, for at forbedre deres sundhedstilstand særligt med fokus mødre og børn, fordi børne- og mødredødeligheden hernede er en af verdens højeste. Dette er et meget langsigtet projekt, da det passer landsbyen bedst at vi kommer hver fredag, og de kan kun koncentrere sig et par timer ad gang. Så alting tager tid, men det går rigtig fint med det ind til videre.

Jeg brugte dagen i går på at forberede mit oplæg derude og overveje hvordan det skulle præsenteres for landsbyen. Monica havde lavet det meste af materialet til mig på forhånd, så arbejdet lå mest i små justeringer og min egen forberedelse. Selvom jeg ikke havde forholdt mig så meget til det inden, tror jeg egentlig jeg var lidt nervøs. Folkene i landsbyen og vores kontaktperson James er rigtig søde, så jeg vidste at de ville tage godt i mod mig, selvom Monica ikke var med. Men det er første gang, efter jeg er kommet hernede, at jeg ikke lige kan vende tingene med hende inden beslutningerne tages, og ikke mindst var det første gang jeg selv skulle stå for en del af projektet. Selvom både Sofie og vores to tolke var med mig lå ansvaret på mine skuldre.

Han kunne lige så godt gå under navnet Houdinni

For at komme til Rosint, kræver det at der er en bil at køre i, da det ligger ret langt herfra. Det kan ind imellem være lidt en kamp at få det til at gå op med de biler, der er tilknyttet Masanga hospitalet, fordi der er mange der gerne vil bruge dem og de ofte er i stykker. Når det så lykkedes at få booket en bil, kan det være en lige så stor udfordring at komme afsted fra Masanga. Chaufføren kan køre efter ”african time” og slet ikke være der til tiden, der kan mangle benzin på bilen, der kan være uenighed om hvem der skal køre og hvorfra osv. Mange meget små og lavpraktisk problemer, der tilsammen kan gøre tingene meget besværlige eller langsommelige.

I går troede jeg så alt var gået i vasken med den bil, jeg havde booket, fordi det pludseligt ikke fremgik noget sted at jeg skulle have en bil. Så jeg rendte rundt på hospitalet og i byen for at finde Jinnah, der står for bilerne. Han kunne lige så godt gå under navnet Houdinni – jeg har aldrig mødt en afrikaner, der er så svær at finde som ham. Heldigvis lykkedes det mig at få booket bilen igen, men der var nogle uenigheder om hvem der skulle køre bilen, så mine forventninger til at der ville være en bil i morges var minimale, fordi chaufførerne ofte kommer for sent, særligt hvis ikke man har lavet en selvstændig aftale med dem om præcis hvornår de skal være her. Men så i morges kl 7:50 kom der en firhjulstrækker ind i gården på hostel – 10 min tidligere end jeg havde bedt Jinnah om det! Ej hvor blev jeg glad! Dagens første udfordring var overstået helt uden problemer. Jeg kan tænke mig, at det kan virke som den længste beskrivelse af noget fuldstændigt ligegyldigt, men det fylder SÅ meget med de åndsvage biler hernede, så det er godt indblik i mit liv i Masanga.

...det var godt hvis hver kvinde fik ti børn og mange mænd har op til fire koner, så nogle af dem har helt vildt mange børn.

Nå, men vi kom afsted mod Rosint efter et par mindre omveje og fik hentet vores to tolke Roselyn og Aminata. Da vi ankom blev vi modtaget af ti afrikanske børn, der i kor råbte ”abodo” (eller hvordan det staves), hvilket betyder hvid mand på temne; det lokale stammesprog. Det råber alle børn faktisk hver gang man går forbi dem – gerne i kor og gerne ti gange, nærmest som om det var et kampråb. Så er der ikke andet for end at gå hen og tage alle de små nuttede og ofte meget beskidte børn i hænderne. Derefter kom James, vores kontakt person i byen og tog i mod os. Vi gik hen til det område, hvor vi skulle samles, og i løbet af en times tid fik han samlet de personer, han nu kunne, til at deltage i diskussionen i dag. Det varierer lidt hvor godt fremmødet er, men i dag var de ca. 20, hvilket var rigtig fint, særligt fordi 7 af dem var kvinder, og dem vil vi meget gerne have i tale.

I dag skulle landsbyen diskutere hvilke konsekvenser deres problemer med børne- og mødredødelighed har for familien, individet og landsbyen. Diskussionen skulle foregå i grupper med blandede ledere, ældre, unge, kvinder og mænd, og skulle efterfølgende opsummeres i plenum. Vi fik præsenteret dagens program, og de to tolke fik hver tildelt en gruppe, hvor de gennemgik de spørgsmål vi havde forberedt til diskussionen. Efterfølgende opsummerede vi det hele, så de to grupper kunne høre hvad hinanden havde sagt, og jeg fik oversat det hele løbende fra temne, så jeg kunne komme med uddybende spørgsmål i plenum. De havde mange interessante pointer. Blandt andet udtrykte de, at det var godt hvis hver kvinde fik ti børn og mange mænd har op til fire koner, så nogle af dem har helt vildt mange børn. Hvis ikke de kunne forsørge dem, så fortalte de, at nogle af børnene blev tyve eller kriminelle, og det grinede de egentlig lidt af. Det lød lidt absurt, men jeg må bare erkende at tingene er meget anderledes her, og de har et meget anderledes syn på alting.

En succesoplevelse og masser at gå i gang med!

Meningen med i dag var at både de og jeg skulle opnå en god forståelse af hvilke konsekvenser de sundhedsmæssige problemer har for dem. Det synes jeg bestemt jeg fik og jeg håber også de fik noget ud af det, det virkede i hvert fald til det. Det skal på lidt længere sigt bruges til at landsbyen skal lave en sundhedsplan, hvor de, med min, Sofies og Masanga Outreach hjælp, skal forbedre deres sundhedstilstand på de områder, de ønsker. Og der er bestemt masser at gå i gang med!

Hele dagen gik rigtig godt og det var både landsbyen og tolkene meget enige i. Det var rigtig fedt for mig at det hele lykkedes, som jeg gerne ville have det. Det betyder virkelig meget for min gejst og motivation til at arbejde med projektet at indlede det hele med en succesoplevelse.

Masser af positiv energi fra den afrikanske jungle
Katrine

← Nyheder

Kontakt os
Error loading Partial View script (file: ~/Views/MacroPartials/InsertUmbracoForm.cshtml)