De kommer alt, alt for sent

10. april 2014 - af Anne Cathrine Lund Laursen

Jeg hedder Cathrine, jeg er 27 år gammel, og om små 2 år bliver jeg læge. Jeg glæder mig til at kunne bruge mine hænder sammen med min uddannelse, til at hjælpe en masse mennesker og ydermere at sætte et positivt præg på den verden, jeg lever i. Det lyder som verdens største kliché, men det er sådan, det er.

På min sidste rejse til Sierra Leone mødte jeg en norsk børnelæge, som var udsendt med MSF. Han var rejst til Sierra Leone, et land med en alt for høj børnedødelighed, på sit otium for at gøre brug af de erfaringer, han havde erhvervet sig gennem et langt liv som børnelæge.

Efter at have været i landet i 3 måneder havde han kun én ting at sige til mig, da jeg spurgte til hans arbejde med patienterne:

”De kommer for sent, de kommer alt, alt for sent, og der er intet, jeg kan gøre for dem.”

I et land som Sierra Leone er det ikke svært at få øje på den enorme mangel på læger og andet sundhedspersonale. Hvad der kan være sværere at få øje på, er det enorme behov for primær sundhedsforebyggelse, landet har; for hvad nytte gør en fin doktorgrad, når befolkningen ikke ved, hvornår de skal opsøge lægehjælpen eller hvor vigtig, hjælpen faktisk er? Og hvad skal jeg med mine hænder og min fine uddannelse, hvis folk først kommer til mig, når jeg ikke længere kan hjælpe? Til den norske læge kunne jeg med stolthed i hjertet fortælle, at jeg arbejder på et projekt, som netop forsøgte at få folk til at opsøge lægehjælp i tide, så han og andre kunne hjælpe dem.

I Masanga Outreach råber vi op om vigtigheden af sundhed i et land, hvor sundhed ikke er en selvfølge. Vi underviser lokalbefolkningen, vi hjælper landsbyer med at lave sundhedsplaner, og vi forsøger at opgradere niveauet på de små sundhedsklinikker i landsbyområderne. Det gør vi for at forhindre, at forældre og børn først søger lægehjælp, når de ikke længere kan hjælpes. Det gør vi, fordi vi mener, at alle kvinder har ret til at føde sine børn under sikre og trygge forhold, og at alle børn har ret til at opleve sin fem års fødselsdag!

Jeg brænder for Masanga Outreach, fordi det giver så utrolig meget mening.

Jeg elsker at arbejde i Masanga Outrach, fordi jeg er omgivet af en masse seje og meget forskellige mennesker, som kan lære mig en masse, og som alle brænder for det samme som jeg. Selvom de fleste af os endnu kun er studerende, kan vi supplere hinanden og i fællesskab køre et projekt, som skaber primær sundhed i et land, der har så meget brug for det. Det synes jeg faktisk er sejt. Jeg brænder for Masanga Outreach, fordi det giver så utrolig meget mening.

Cathrine, formand for Masanga Outreach

← Nyheder

Kontakt os
Error loading Partial View script (file: ~/Views/MacroPartials/InsertUmbracoForm.cshtml)