Et sidste besøg i Rosint

14. september 2014 - af Katrine Ellegaard Noer Møller

Ethundredeseksogfirs dage efter jeg var ankommet til Masanga, og kun fire dage inden jeg satte mig på flyet med kurs mod Danmark, kom ebola tættere på, end det havde været nogensinde før; både geografisk og personligt.

Kamilla og jeg havde de foregående dage brugt det meste af vores tid på at forberede os på ankomsten af Mette og Cecilie, der skulle være nye frivillige for Masanga Outreach. Det var både en forberedelse, der handlede om at videregive al den viden, vi havde opbygget gennem vores ophold i Masanga, men også om at give et projekt fra sig der har været mit hjertebarn de sidste seks måneder.

...mit hjertebarn de sidste seks måneder

Jeg var ved at indstille mig på tage afsked med Masanga. Jeg var så småt begyndt at tage afsked med alle de folk og dét sted, der havde været mit hjem og min hverdag i over et halvt år. Det betød et farvel til mennesker og til et sted, jeg måske aldrig ser igen, og helt sikkert et farvel til et liv og en hverdag jeg ikke får tilbage. Det var i sig selv også en stor omvæltning ikke længere at skulle forholde sig til ebola.

Pludselig blev alt det der havde luret under overfladen til virkelighed

Min hjemrejsedag var en onsdag og søndag eftermiddag, kun tre dage inden, fik vi nyheden om, at nu var der et bekræftet tilfælde af ebola i Magburaka, den største by i nærheden af Masanga. Pludselig blev alt det, der havde luret under overfladen, til virkelighed i løbet af meget kort tid. Outreach-projektet blev sat på standby, og det handlede ikke længere om at oplære Mette og Cecilie, der netop var ankommet til Masanga – nu handlede alting kun ebola.

Mit ophold havde været præget af ebola siden midten af marts, da ebola-udbruddet startede i Guinea. Det har været tydeligt, at det enten har været noget, man som person var i stand til at acceptere som en del af sin hverdag i Masanga, eller noget der påvirkede én så meget, at det kunne ødelægge ens ophold. Hvis ikke man fandt en måde at håndtere det på, var det simpelthen ikke til at bo og have en hverdag i Sierra Leone. Jeg har gennem mit ophold haft mange forskellige følelsesmæssige reaktioner på ebola og de konsekvenser, det har haft for mit ophold, men jeg har lært at leve med det på en måde, så det ikke påvirkede min hverdag dernede.

No more handshakes, we have to watch out for ebola.

Vores store viden om sygdommen og de mange opdateringer om situationens udvikling har dog gjort det til noget, vi har været nødt til at forholde os til. Sådan har det ikke været for flertallet af de lokale i og omkring Masanga. Mange har ikke troet på, at ebola fandtes, eller også har de troet på, at ebolaen ikke ville komme tæt på dem, hvis de bad nok til Gud. Dét ændrede sig radikalt med tilfældet i Magburaka. Jeg var på besøg i James Shop (en af de små ”butikker” i Masanga) dagen efter, at vi havde hørt om det bekræftede tilfælde, og en mand kom ind og skulle købe noget efter mig. På trods af at det ikke var en jeg kendte, hilste han og rakte ud for at give hånd, for det gør man i Sierra Leone. Inden vi når at give hånd, brød James, der ejer butikken, ind og sagde: ”No more handshakes, we have to watch out for ebola. You should do the ebola-greeting”. Vi grinede lidt og stødte i stedet vores spidsede albuer mod hinanden, som er den hilsen regeringen har formidlet til befolkningen, at vi skal benytte sig af, for ikke at have for meget kropskontakt. Det var fedt at se at den ændring i mentaliteten hos lokalbefolkningen skete, da det pludselig kom tæt på.

Outreach-projektet var blevet sat på standby, fordi det ikke var forsvarligt at tage ud i de mere perifere landsbyer og klinikker. Det var for usikkert; både på grund af en øget smitterisiko i kraft af de bekræftede tilfælde men i lige så høj grad på grund af de sociale spændinger, der begyndte at opstå i landet som følge af spredningen af ebola. Landsbyen Rosint, hvor jeg har arbejdet under hele mit ophold i Sierra Leone, betyder dog virkelig meget for mig, og jeg kan ikke forestille mig en mere tom fornemmelse end at være rejst fra Sierra Leone uden at få sagt ordentligt farvel til landsbyen og de indbyggere, vi har arbejdet sammen med. Derfor fik Kamilla og jeg lov til at tage ud i landsbyen og sige farvel inden vores hjemrejse. Jeg ringede til vores kontaktperson i landsbyen James og aftalte besøget, men inden jeg lagde på, gav jeg telefonen videre til vores tolk Aminata, der gav James klare instruktioner i, at ingen måtte røre ved hinanden, når vi kom ud på besøg – både for deres skyld, men også for vores.

...der var ikke et eneste barn, der kom stormende mod os den dag

Da vi en sen eftermiddag, dagen inden jeg skulle hjem, kom ud i landsbyen, stod alle børnene med hænderne på ryggen. De plejer at komme stormende mod os, tage vores hænder og gå hvor end vi går, når vi er på besøg. Men der var ikke et eneste barn, der kom stormende mod os den dag. Vi fik samlet alle og fik sagt tak for det gode samarbejde og alt det, som de har givet os under vores ophold i Sierra Leone. De fik ligeledes sagt tak og udtrykte stor taknemmelighed over vores besøg i deres land og for det arbejde, som vi har lavet. Det var tydeligt i ansigterne på de voksne i landsbyen, at de havde forstået alvoren af ebola, og de tog de gode råd til sig, som vi kom med. Børnene stod med længselsfulde øjne efter at få lov til at tage os i hånden og kramme os, som de plejer, men det var tydeligt, at de havde fået klar besked om, at det var forbudt område.

Efter takketaler og et par sidste billeder kunne vi sætte os ind i bilen og køre tilbage til Masanga med både en vemodig følelse og en lettelse i kroppen. Vi havde fået lov til at besøge landsbyen en sidste gang, og på trods af at besøget var væsentligt anderledes, end jeg havde troet, det ville være mange måneder forinden, så var det et godt besøg. Hvor svært det end har været at forlade et land, der betyder så meget for mig i den tilstand landet er i nu, så føles det betryggende, at vi måske bare med det besøg i landsbyen og vores adfærd derude, samt de få ord vi fik sagt til dem, har gjort, at de kommer igennem ebola-epidemien uden at blive smittet, fordi de har forstået vigtigheden af at passe ordentligt på sig selv. Jeg håber i hvert fald på det.

/Katrine

← Nyheder

Kontakt os
Error loading Partial View script (file: ~/Views/MacroPartials/InsertUmbracoForm.cshtml)